20200416 Paragraffer Vedtaegter

 

VIBORGegnens Erhvervsråds vedtægter godkendt på ekstraordinær generalforsamling 17. februar 2020

 

§ 1 - Navn

”Foreningen hedder VIBORGegnens Erhvervsråd.
Foreningens binavn er Business Viborg.”

§ 2 - Formål
Foreningens formål er at fremme og styrke erhvervslivets udvikling i Viborg Kommune ved:

  • at tilbyde problemafklaring og assistance til bestående virksomheder i alle brancher samt ved etablering af nye virksomheder.
  • at skabe netværk og nye samarbejdsrelationer på tværs af virksomheder.
  • at have et samarbejde med Viborg Kommune og beslægtede organisationer omkring gennemførelse af projekter samt udbredelse af kendskabet til Viborg-egnen.
  • at bidrage til tiltrækning af virksomheder og erhvervsrettede uddannelser til Viborgegnen.
  • at være brobygger til andre relevante erhvervsfremmeorganisationer og videnscentre.
  • at tage initiativ og være igangsætter, bl.a. gennem etablering af selvstændige juridiske enheder, medfinansiering af projekter, deltagelse i konsortier og partnerskaber der gennemfører aktiviteter iht. Foreningens formål.
  • at bidrage til fortsat udvikling af industri-erhvervet i Viborg Kommune, herunder at drive inkubations- og udviklingsmiljø, formidle viden og skabe industri-relaterede netværk samt at bidrage til unge menneskers valg af en industri-rettet uddannelse.

 

§ 3 - Foreningens medlemmer
Som medlem af Foreningen kan optages:

  • Virksomheder og iværksættere med CVR nummer registreret med adresse i Viborg Kommune.
  • Private og offentlige organisationer/institutioner beliggende i Viborg Kommune.
  • Andre interesserede virksomheder, organisationer og institutioner med bopæl uden for Viborg Kommune kan optages uden stemmeret på generalforsamlingen.
  • Indmeldelse sker via Foreningens hjemmeside eller ved at indsende mail til Foreningen.
  • Udmeldelse kan ske med skriftlig besked, med 3 måneders varsel, til den 1. i måneden. Udtræden i et regnskabsår giver ikke ret til refusion af kontingent.

 

§ 4 - Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Generalforsamlingen afholdes i Viborg kommune.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsen aflægger beretning og gennemgår den overordnede aktivitets- og handlingsplan for det kommende år
  3. Gennemgang og godkendelse af revideret regnskab.
  4. Gennemgang og godkendelse af budget med forslag til kontingent og bestyrelseshonorar.
  5. Valg af formand.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  7. Valg af revisor.
  8. Indkomne forslag.
  9. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indleveret skriftlig til Foreningen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Ekstraordinær generalforsamling kan finde sted efter bestyrelsens beslutning eller hvis 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom overfor formanden for bestyrelsen.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelsen sker digitalt.
Alle medlemmer af Foreningen, der har betalt kontingent på generalforsamlingsdagen, har adgang til generalforsamlingen. Hvert stemmeberettiget medlem har 1 stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog kan ingen afgive mere end 1 stemme som fuldmægtig for andre.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, uanset det fremmødte antal medlemmer.

Alle sager afgøres ved simpel stemmeflerhed, jf. dog §9 og §10.

 

Valgprocedure vedrørende valg til bestyrelsen
Som kandidat til bestyrelsen kan opstilles personer fra medlemmer med stemmeret. Bestyrelsesmedlemmer kan modtage genvalg. Navn og oplysning om medlemsdata på kandidater, der ønsker at opstille til valg til bestyrelsen, skal være fremsendt til Foreningen mindst 14 dage før generalforsamlingen. Ligeledes fremsendes accept fra kandidaten med samme frist.

Navn og data på den person, som arbejdstagerorganisationer udpeger skal på samme måde meddeles Foreningen mindst 14 dage før generalforsamlingen.

Ved valg til bestyrelsen skal der tilstræbes en geografisk og branchemæssig fordeling, der afspejler sammensætningen i det lokale erhvervsliv.

I tilfælde af, at der opstilles flere kandidater til bestyrelsen end der er pladser på valg, så foretages valghandling. De opstillede har før valget mulighed for at præsentere sig. Valg foregår ved skriftlig afstemning. Der kan stemmes op til det antal kandidater, der skal indvælges i bestyrelsen. Rækkefølgen af navne på stemmesedlen er uprioriteret. Der kan kun afgives én stemme pr. kandidat.

I tilfælde af stemmelighed mellem kandidater om valg til bestyrelsen, afgøres valget ved skriftligt omvalg mellem de pågældende kandidater.

Først gennemføres valg til formand, i det år, hvor det skal ske.

Efter gennemførelse af formandsvalg gennemføres valg til bestyrelsen.

 

§ 5 - Bestyrelse
Bestyrelsen består af 11 medlemmer.

Bestyrelsen sammensættes således:

  • 9 medlemmer vælges på Generalforsamlingen, heraf 1 medlem der repræsenterer uddannelsesinstitutioner.
  • 1 medlem er fast medlem, nemlig Viborg Kommunes Borgmester.
  • 1 medlem udpeges af, og blandt arbejdstagerorganisationer, der er medlem af Foreningen og medlemmet skal have en lokal tilstedeværelse i Viborg Kommune.

Bestyrelsesmedlemmer udpeges/vælges for en 2-årig periode, undtagen Viborg Kommunes borgmester der er fast medlem, dog således at kun halvdelen af medlemmerne er på valg hvert år, så der sikres kontinuitet i arbejdet.

I 2020 vælges formand og otte yderligere medlemmer, hvoraf formanden vælges for en 2-årig periode, og fire af de øvrige otte valgte bestyrelsesmedlemmer vælges for en 1-årig periode og resten for en 2-årig periode. Hvis der gennemføres skriftlig valghandling er det de medlemmer med de fire laveste antal stemmer, der vælges for en 1-årig periode. Gennemføres der ikke valghandling trækker de otte bestyrelsesmedlemmer lod om hvem der er valgt for en 1-årig periode og hvem der er valgt for en 2-årig periode.

Formand vælges på generalforsamlingen.
Otte bestyrelsesmedlemmer vælges på generalforsamling, hvoraf syv bestyrelsesmedlemmer vælges blandt personer fra medlemmer med stemmeret.

Et bestyrelsesmedlem vælges blandt personer opstillet af de foreningsmedlemmer, der er uddannelsesinstitutioner, og er medlem af Foreningen og har en lokal tilstedeværelse i Viborg Kommune.

Et medlem udpeges af arbejdstagerorganisationer.

Bestyrelsen vælger selv næstformand.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg ad hoc.

Alle sager afgøres ved simpel stemmeflerhed.

Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Der påhviler bestyrelsesmedlemmer tavshedspligt om, hvad de måtte erfare i medfør af hvervet.

Tavshedspligten gælder også efter at hverv er ophørt.

 

§ 6 - Sekretariat
Til at udføre det praktiske arbejde med løsning af Foreningens opgaver opretholdes et sekretariat under ledelse af Erhvervsdirektøren, der forestår den daglige drift og får sine arbejdsopgaver fastsat af bestyrelsen.

Erhvervsdirektøren ansættes og afskediges af bestyrelsen.

 

§ 7 - Regnskab/økonomi
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Regnskab føres af sekretariatet- og revideres af Generalforsamlingsvalgt revisor.

Finansiering af Foreningen sker primært via følgende:

  • medlemskontingent og erhvervsrettede aktiviteter (netværk, sponsorater, inkubation m.v.),
  • sekretariatsopgaver for andre organisationer,
  • deltagelse i erhvervsudviklingsprojekter,
  • samarbejdsaftale med Viborg Kommune. Aftalen indgås efter forudgående forhandlinger mellem Byrådet og Foreningen. Aftalen skal godkendes af bestyrelsen og Byrådet.

 

§ 8 - Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af formand eller næstformand for bestyrelsen og erhvervsdirektøren i forening, eller den samlede bestyrelse.

Foreningen hæfter alene med sin formue. Der påhviler ikke medlemmerne nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler Foreningen.

 

§ 9 - Ændring af vedtægterne
Ændring af vedtægter kan vedtages på generalforsamling under forudsætning af, at mindst 10% af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for en ændring.

Hvis et tilstrækkeligt antal medlemmer ikke har været til stede, men har mindst 2/3 af de afgivne stemmer stemt for, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor forslaget gyldigt kan vedtages ved simpelt stemmeflertal, uanset antallet af fremmødte. Den nye generalforsamling skal afholdes senest to måneder efter den første generalforsamling.

Forslag til vedtægtsændringer skal fremgå af indkaldelse til generalforsamlingen.

Der kan ved vedtægtsændringer ikke stemmes ved fuldmagt.

Vedtægtsændringer skal godkendes af Viborg Kommune.

 

§ 10 - Opløsning
Til vedtagelse af opløsning af Foreningen kræves, at 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget på to på hinanden følgende generalforsamlinger afholdt indenfor to måneder. På begge generalforsamlinger skal mindst 10% af de stemmeberettigede medlemmer være til stede.

Ved opløsning af Foreningen skal dets formue anvendes i overensstemmelse med formålet efter generalforsamlingens vedtagelse.

Hent vedtægter i PDF