Vidensdeling skal udvikle mindre virksomheder

Et godt netværk er vigtigt i erhvervslivet, men det er ikke altid, at det bliver prioriteret i virksomhederne. Det gør VIBORGegnens Erhvervsråd noget ved.

Hos VIBORGegnens Erhvervsråd er der både netværksgrupper inden for strategi, ledelse, eksport, onlinetilstedeværelse, autobranchen mv. Og nu er tiden kommet til at starte endnu et netværk, som er en sparringsgruppe for ejerledere af mindre virksomheder med op til 8 ansatte.

”VIBORGegnens Erhvervsråd starter en sparringsgruppe, hvor 18 ambitiøse ejere af mindre virksomheder kan mødes med ligesindede og tale forretningsudvikling. Formålet er at spille hinanden stærkere ved at dele erfaringer og sparre med hinanden. Formålet er ikke at sælge til hinanden! Vi oplever, at ejerledere i mindre virksomheder mangler ligesindede at sparre med og få inspiration fra. Da erhvervsrådet er sat i verden for at styrke erhvervslivet i området og har stor erfaring med at drive netværk, er det naturligt, at vi etablerer og faciliterer et forum som dette”, fortæller erhvervskonsulent hos VIBORGegnens Erhvervsråd Merethe Wrang.

Billede2 Brian Vistisen

Den konklusion er Brian Vistisen, medejer af Buccma Energy, der er leverandør indenfor ventilation, varme og solceller, enig i. Han har selv manglet at sparre med andre ejerledere i mindre virksomheder, men tiden har gjort, at han ikke har prioriteret det. Det skal der laves om på nu.

”Jeg har valgt at afsætte tid til at være en del af dette netværk, fordi jeg tror på, at det kan udvikle min forretning. Nogle gange er man nødt til at prioritere sin tid til andet end selve driften af sin virksomhed for også at kunne udvikle den”, siger Brian Vistisen medejer af Buccma Energy.

Fælles udgangspunkt

Deltagerne i sparringsgruppen har bred erfaring og kommer fra flere forskellige brancher. Den ældste virksomhed har eksisteret i 28 år, mens den yngste virksomhed er etableret for 4 år siden. Alle virksomheder er medlem af erhvervsrådet. Gruppen har med sine ejere af mindre virksomheder et fælles udgangspunkt, som gør det nemmere at opbygge et tillidsfuldt forum, hvor man som virksomhedsejer kan få den sparring, som kun findes hos andre i samme situation. Og det ser Brian Vistisen frem til.

”Jeg forventer at lære noget nyt og få nye ideer, jeg kan tage med hjem i min egen virksomhed og afprøve. Det kan være, vi gør noget, som kan gøres smartere, uden vi havde tænkt over det. Jeg håber også, at jeg kan bidrage med den erfaring, vi har i vores lille virksomhed. Jeg glæder mig til den sparring, der kommer til at være indbyrdes og til at tale med nogen, som er i samme båd som mig selv. Det tror jeg bliver rigtig godt”, fortæller Brian Vistisen.

Sparringsgruppen har opstartsmøde d. 17. juni og VIBORGegnens Erhvervsråd er facilitator.

VIBORGegnens Erhvervsråd er en medlemsejet forening med 650 lokale medlemsvirksomheder.

Erhvervsrådet samler og udvikler lokale virksomheder og deres ansatte.

Dette sker bl.a. ved sparringsmøder, netværk, iværksætterindsats, foredrag, kurser, Award Show og partnerskabsaftaler.

Læs mere om medlemskab i VIBORGegnens Erhvervsråd her