Det er med stor sorg, at vi i weekenden mistede Søren Pape Poulsen. På hele det lokale erhvervslivs vegne vil vi takke Søren for det fantastiske arbejde han udførte for og på vegne af hele Viborg Kommune. Søren var altid lydhør, og hans dør var åben – både som borgmester, partiformand og minister – for gode ideer, der kunne gavne erhvervslivet. Vi har ofte haft fornøjelsen af Sørens deltagelse på Generalforsamlinger og andre møder, lige som han flere gange var vært for grupper af erhvervsfolk, som vi havde med i København.

Søren Pape Poulsen

Hans betydning for udviklingen i Viborg Kommune har været meget stor. Som borgmester satte han sig i spidsen for udviklingen af en ny erhvervspolitik, og inviterede i den forbindelse erhvervslivet til et meget tættere partnerskab og samarbejde, der fastholdes den dag i dag. Som landspolitiker havde han et fint øje for at sætte Viborg Kommunes styrker på landkortet og sikre at alle kollegerne på Christiansborg aldrig var i tvivl om, hvor han kom fra. Konkret spillede Søren en stor rolle i, at det kommende motorvejsbyggeri kommer til at starte i Viborg, en beslutning med markant betydning for erhvervslivet i fremtiden.

Vi har rigtig meget at takke Søren for, og det har vi heldigvis også haft lejlighed til at fortælle ham løbende.

Vi vil savne ham – som politiker, som menneske og som den bedste ambassadør for Viborg Kommune, man kunne forestille sig.

Æret være hans minde!

- Martin Pedersen og Henrik Hansen